"Jeg har en historie, jeg gerne vil fortælle...."

 

 

Jeg har foretaget studierejser rundt i vores nære univers fra Canada til Luxembourg med mellemlanding ved Dronninglund Sø og markedspladsen i 10. Arrondissement, Paris.

 

I år 2000 mødte jeg min øjenåbner, det er der kommet en del ballade ud af...

 

Han startede med at sælge mine billeder til skattevæsnet i Motala i Sverige, og nu hænger jeg som svensk kunstner hos Sydsvenske Turistinformation, - navnet Johansen er åbenbart internordisk!

 

Allerede året efter, i 2001 deltog jeg på Stockholm Art Fair sammen med Galleri Nordenvind, som troede på mig!

 

                  

Jeg har en historie jeg gerne vil fortælle… den handler om himlen, det der store uendelige rum ovenover os. Deroppe er plads til mange historier og er et ganske godt sted at begynde for en dagdrømmer som mig.

En dag for længe siden tog min rejse sin begyndelse. Et ord tog et andet. Et billede blev til flere! Alt sammen foregik deroppe i himlen. Det er netop der, mit andet jeg ”Amanda” opholder sig, hun beretter tilbage til min fysiske base, et ældgammelt loft i Frederikshavn på det gamle skibsværft.

Dyrene fra Noahs ark er samlet på rejsen i en himmelbåd, blandt fjerne kloder. De rejser forbi måner og nye galakser. Jeg eller ”Amanda” slår dem følge. Rejsen varer nøjagtig så længe det tager at blinke med øjnene. Redningskransen er kastet ud så også sneglen eller den ensomme frø tager deres plads.

Jeg er navigatør, og for mig er det vigtigt at beskueren selv kan tænke videre. Her er intet menneskeskabt facit! Det er der heller ikke, når vi står op om morgenen og en ny dag tager sin begyndelse. Intet er så smukt og livsbekræftende som en solopgang, og lige meget hvor meget vi anstrenger os, så kan vi ikke skabe noget som er større.

Malerier og skulpturer går hånd i hånd hos mange kunstnere. Det gør de også for mig! Mange forskellige materialer har fundet vej fra skrotpladser og hjem til mit atelier!! For humor får lov til at ytre sig og får budskabet igennem på en helt anden måde, end ord… Det være sig en ”kylling på løvefødder” skabt i skrot og beton. ”Himlen på højkant” i træ og kobber. ”En rullende kongekrone på cykelhjul”… min gallerist har til tider taget sig til et rystende hoved. Jeg tog min stiksav og formgav en ”Engel” i træplader i 2007. Med min engel i format 1: 1 under armen, allierede jeg mig med stålindustrien i Frederikshavn, og mindre end et år efter, i maj 2008 indviede Ravnshøj Borgerforening v/ Frederikshavn en 3 meter høj ”Engel” i corteenstål stående på en 2 meter høj sokkel. Den dag blev en festdag! Siden da er det blevet til endnu flere skulpturer i dette spændende materiale. Senest ”Amanda´s Happy Hour”, en pige/kvinde med flagrende hår, en figur blandt måner og stjerner. Alt sammen i rustent corteenstål og et par meter høj….Måske kommer en ”Sky på hjul” i fremtiden. Hvem ved? 

Snapshots fra en interstellar kosmoastronaut-studerendes rejse arkiv:

 

                                           

 

 

Anne Marie Johansen ©